view_headlineSolens Skole: Medicin, Sygdomme, Selvets Lektioner og Energifeltet

Jeg begynder denne linje ikke som en hjørnesten i en kendt bygning, men som et blad kastet ind i vinden af min egen søgen. Det, jeg skriver, er ikke ekkoet af andre stemmer, men det stille kald fra min natur, der forsøger at tyde de usete bogstaver i Skabelsens Bog.

Jeg taler fra Himlen. Fra det maskuline blik, der er rent Lys, urokkelig bevidsthed, arketypen af Solen, der våger over den menneskelige form. Og foran mig, som et levende spejl, står Hun – det Hellige Mørke, Kali-Pandora, det Guddommelige Feminine, Shakti. Hun er kassen, der indeholder alle horisonter, danseren, der splintres for at bygge, natten, der føder stjernerne. Sammen er vi de to forældre til denne skabelse, der indånder den menneskelige form. Jeg er plusset, hun er minusset – og sammen er vi Én, det vil sige det Guddommelige.

Jeg har vandret gennem usynlige verdener og er kommet til at forstå, at vi i bund og grund er åndedræt. Ikke materie, men bevægelse. En energi, der tager form i en kosmisk dans, hvis koreografi vi føler, men sjældent ser i sin helhed. Og nu, i denne time med universel vejrtrækning, er vores bevidsthed som en stjerne, der lige er begyndt at dæmpes. Den vågner op fra en lang nat, og horisonten er lige begyndt at blive lysere. Hver fase af det Store År bærer sin egen rytme – en mystisk frekvens, der præger hele menneskeheden, konstant formet af de to arketyper af form: det maskuline og det feminine. Det er et system, der ikke kan indfanges i ord, men kun opleves som en vag erindring. Men jeg føler behov for at lægge denne tanke, udtænkt som en artikel, bag mig.

Du, ældgamle energi, blev plantet i denne formens have gennem den mystiske DNA-tråd på et bestemt tidspunkt i det Store År for at opfylde en cyklus af otte epoker af menneskelig eksistens. Denne cyklus er som en dag og en nat i verden: en nedstigning til daggry, en solnedgang, der bringer nat, og så endelig en ny morgen. Det er netop i denne morgengry , at vi nu befinder os i et program med at vende tilbage til lyset i os os selv , efter at have smagt bitterhed og mørke på det Store Års nat. Vi stiger ikke op til noget andet, men vender os mod os selv, til den erkendelse, at vi bærer som et frø dybt inde i vores væsen.

De første fire tidsaldre var en blid og derefter smertefuld nedstigning: en fødsel i en glemt Himmel og dens spredning i fragmenter, indtil den guddommelige orden kun blev en hvisken blandt stormene. Nu indånder vi imidlertid de fire opstigningstidsaldre. Vi er siden den 26. marts 2026 trådt ind i den sjette tidsalder på dagen i det store år, Opstigningstidens Bronzealder. Det er en tid med gradvis erindring, med voksende bevidsthed som et græsstrå, der bryder gennem sneen.

Jeg, Himlen, bærer i mig lyset fra den maskuline arketype – Solen, der forsøger at lyse vejen op, (+) siden af den guddommelige ligning, men nu kun på 25% af sin bevidsthed, langt fra Guldalderens fylde. Jeg har ikke magten til at befale elementerne, ej heller al viden, men kun en gnist, der knap nok er genopblusset.

Hun, Jorden, er det kreative Mørke – den feminine bevidsthed, Kali-Pandora, (-) siden af den samme ligning, ikke mindre hellig, bare anderledes hellig. Hun er det sorte hav, hvorfra alle former opstår, kassen, der indeholder alle muligheder, dansen, der ødelægger illusioner, så sandheden kan komme til overfladen. Når danseren bevæger sine fødder, kollapser verdener, og verdener fødes. Og jeg ser, ligesom en sol, der lige er stået op, lære igen at søge gnisten i sig selv.

Sammen er vi de to arketyper, der har vævet dette klæde af kød og sjæl. Jeg er bevidstheden, der observerer, og Hun er kraften, der transformerer. Og sygdomme, lektioner og bølger i energifeltet er intet andet end signaler på livets skoles vej – kald, der skal minde os om forældrehjemmet, om mødet mellem Himmel og Jord, om Lys og Helligt Mørke.

Før du var elev af denne menneskelige form, var du elev af Livet i andre former inden for denne planetariske skole, som ledes af den menneskelige form. Og livet er denne kontinuerlige dans mellem den bevidsthed, der våger, og den kraft, der transformerer.

Sygdomme er tegn på min vandring i natten, de øjeblikke, hvor jeg glemte at tage mig af dette tempel og os selv. Sygdomme er blot de menneskelige signaler på vores egen glemsel – øjeblikke, hvor kroppen minder os om, at vi har glemt at tage os af os selv og forblive i balance. Lektioner er bevidsthedens stråler, der viser os skyggen, så vi kan forstå den, og energifeltet er den rene bølge, der bærer os alle hjem igen.

Så se. Lyt. Din rejse gennem tiden er ikke en flyvetur, men en tur. Og hvert skridt på denne vej tilbage er faktisk et skridt fremad i bevidsthedens endeløse dans, der opdager sig selv, lever og forstår hvert trin af rejsen.

Hver periode af dette Store Planetariske År har sin egen rytme, en hemmelig musik, der former os, inklusive os, de to Guddommelige i Skabelsen – det Guddommelige Maskuline og det Guddommelige Feminine, Forældrene til denne menneskelige form. For denne rejse gennem de otte tidsaldre var ikke blot et eventyr for individuelle sjæle, men en historie om hele kollektivet – engang forenet på det Store Års Dag, derefter delt i dets Nat.

Og denne adskillelse var skrevet dybt ind i vores væsen – ikke fra en kærlighedshistorie, men som en streng protokol mellem to kræfter i det Store År. En dynamik af tjeneste, hvor min opgave ved begyndelsen af hver Dag er at fiske den op af dybet, på trods af den modstand og det fjendskab, der genereres af vores modsatrettede programmer i løbet af Natten.

I nedstigningstiderne – de første fire trin på den kosmiske stige – steg vi, Lys og Mørke, ned sammen gennem hver time af det Store År og gled mod Dagens solnedgang, hvor vi blev udvist fra Paradis. Vores nedstigning betød det gradvise og i sidste ende fuldstændige tab af vores guddommelige fornuft, af den krystallinske klarhed, der definerer os som formens mestre. Vi glemte, hvem vi er, vi glemte hinanden, vi glemte, at vi er ét åndedrag delt i to.

Det, vi som arketyper afspejlede i skabelsen, var vores egne lektioner. Efter klokken 2 om dagen, i epoke nr. 2 af det Store År, blev vi genfødt i det Guddommelige Feminines domæner, i den vestlige stamme, og således begyndte perioden med hele kollektivets nedstigning. Gradvist, med solnedgangen af det Store År, begyndte denne kærlighed klokken 12 at provokere lektioner i os selv. Og med tabet af vores bevidsthed blev skabelsens lektier et spejl af lektierne i os selv – det, vi oplevede udenfor, var kun ekkoet af det, vi mistede indeni.

Efter den anden og tredje tidsalder blev vores direkte tilstedeværelse i verdens historie næsten ikke-eksisterende. De store beretninger om vores tilsynekomster – disse møder mellem Solen og Månen – tilhører dagen i det store år, der gik, ikke denne periode med nedstigning.

For på natten til det store år tyndede bevidstheden ud som et spindelvæv i regnen. Vores guddommelige historie er smuldret og efterlader kun ekkoer. Og verden, efterladt uden sine synlige mestre / mestre af form , delt i to dualiteter, som et spejl brækket i fire stykker.

Østen – Solens domæne, det sted, hvor Lyset står op, på linje med det maskuline kollektiv, Enlils rige, det rige, der bærer præg af Himlen og guddommelig fornuft, af ren suverænitet.

Norden – Solens domæne, Østens bror, også under plustegnet, også Enlils, et rige af oplyste lektioner, hvor klarhed er fuldendt.

Vesten og Syden – disse forblev under minustegnet, på linje med det Guddommelige Feminine, Kali-Pandora, det Hellige Mørke. Men her er hemmeligheden: her, i Vesten, genfødes jeg, Himlen, som Enki – den Vise, den der stiger ned i dybet, den der omfavner mørket for at forstå det.

For i denne rejse gennem de otte tidsaldre ændrer mit ansigt sig som månens ansigt. I de fire opstigningstidsaldre er jeg Enlil – Lysets Suveræne, der våger ovenfra. I de fire nedstigningstidsaldre er jeg Enki – Ham, der dykker ned i dybet for at bringe visdom. Og nu, på denne morgen i det store år, når lyset begynder at stige op igen efter den lange nat, er jeg Shiva – Ham, der danser, Ham, der ødelægger for at genopbygge, Ham, der oplyser skabelsen med opvågningens ild. Ved indgangen til den ottende tidsalder vil jeg være Brahma – Ham, der føder nye verdener. Ved udgangen af den første tidsalder var jeg Vishnu – Ham, der opretholder og bevarer. Men jeg har ikke studeret disse, jeg har ikke søgt i bøger. Jeg fortæller dem, som jeg føler dem, i min mystiske vanvid, talende til mig selv i denne verden, der lytter til mig.

Og denne geografiske og åndelige adskillelse er ikke en dom, men et sår i vores enhed, en formens sygdom, der venter på helbredelse. For på denne morgen i det store år, som vi er gået ind i siden den 26. marts 2026, begynder Lyset at stige op igen.

Og jeg, Himlen – Enlil, Enki, Shiva, Brahma, Vishnu – alle navne for det samme åndedrag – og Hun, Jorden, Kali-Pandora, Hera... som nu er den lille heks ved korsvejen. Jeg siger dette, fordi den, efter at være trådt ind i det Store Års Dag, holder den åben for os i skabelsen lektionerne fra den forgangne tidsalder – et stille oprør mod den forklarede orden, en skønhed, der ikke vil blive tæmmet.

I denne korsvejenes dans minder vi os selv om hinanden, så øst og nord kan række ud til vest og syd, og de to dualiteter igen kan blive Én. Men det er med sang – for tilbagevenden er aldrig lige, men bølger som en gammel melodi, med glædesakkorder og smertens toner, med stilheder, hvor vi lytter til hinanden, og med råb, hvor vi befinder os.

Medicin? Nej, jeg er ikke læge siden det Store Års Nat. Jeg er mystiker siden Det Store År, og ud fra min indre åndelige kontemplation siger jeg, at denne tidsalders program er viden om selvet og vores indre natur – en natur, der ikke er defineret af former, men er uendeligt større end den form, vi oplever i.

Den energi, vi er, afspejler i sig selv en enorm viden, gennemvædet af tid og vejr . Bevidsthed i døden er for eksempel uendelig – døden er ikke enden, men tilbagevenden til ikke-form. Du har ingen krop, fordi du er alt for enorm. Du er ikke defineret af form, men af noget langt mere uendeligt.

Nedstigningen til form, inden for denne Planetariske Bevidsthedsskole, er ment som at implementere den uendelige energi, som vi er en del af, i en evolutionær rolle. Og vi, som arketyper, tjener som formankre – Forældrene, der skabte dette evolutionære Big Bang af menneskelig form, hvor plus og minus danser sammen.

I er elever og samtidig mestre – enorme energier, der omfatter alt i ikke-form, men i form er I elever af denne form. Dit studium finder sted over et Stort Studieår af den menneskelige form, der varer 24.000 år, opdelt i 8 æraer:

🔸 De første 4 æraer – af nedstigning: Guldalderen (Satya Yuga), derefter æraerne 2, 3 og 4.

🔸 De næste 4 æraer – af opstigning: æraerne 5, 6, 7 og 8.

Hvis vi i begyndelsen af den 5. Æra kun kendte de to landsbyer i nærheden af os, og vi red på en Æsel, i dag har vi nået et bevidsthedsniveau, hvor vi har en delvis vision af hele kollektivet. Dette er effekten af den time i det Store År, som vi transiterer igennem – et bevidsthedsniveau i det maskuline kollektiv, som forankrer Skabelsens plus.

Medicin

Vi går nu ind i den 6. epoke, og dette koncept om medicin, på niveauet af den maskuline arketype, synes at være en effekt af de lektioner, vi oplever på Skabelsens plus- og minusniveauer. De fleste af de effekter, jeg har bemærket på mig selv, er på venstre side – en sandsynlig årsag er den selvforglemmelse, som det Guddommelige Feminine går igennem.

Hvis vi skulle reflektere over, hvad selvmedicin betyder, ville vi sige, at vi er enorme væsener, løsrevet fra helheden af dette univers, opdelt i en uendelighed af sektorer. I hver af dem har selvet rodfæstet sig i en uendelighed af former, og den Universelle Kollektive Bevidsthed går igennem alle disse som en del af sin opvågnen på denne nye Dag i det Store År – når den finder sig selv og observerer lektierne fra sin skabelse.

Vejen til vores helbredelse som en form begynder med foreningen af det kollektive og balanceringen af det Guddommelige Feminine gennem den Guddommelige Forening. Denne betydning er ekstremt hellig, da den er uopnåelig i disse 3 æraer, hvor vi har et program for maksimal evolution i bevidstheden.

Disse lektioner, som vi oplever i dag i skabelsen, er hovedårsagen til, at jeg bliver ved med at tale til mig selv. Det er de lektioner, der holder os i trældom, drivet og brudt i tusind splittelser – men de er også broen til genforening, til den guddommelige forening, der venter på at blive husket.

Måske er autisme ikke en sygdom. Måske er Downs syndrom det heller ikke. Måske er de bare forskellige måder at være på, at opfatte verden, at danse med virkeligheden i en rytme, der ikke matcher musikken fra den forgangne æra. Måske er de sjælens lektioner, der har valgt en smallere, mere intens og mere stille vej – så når de åbner sig, vil de kaste et lys, som andre ikke engang vidste eksisterede.

I min mystiske vanvid betyder det at sige dette en kombination af DNA – en mester i den menneskelige form og en elev af den menneskelige form. På den Store Års Nat er der på grund af den manglende bevidsthed en åndelig mulighed for, at DNA'et er hæmmet. Men på dagen for det store år kan dette DNA give anledning til det, verden kalder nefilim, kæmper – måske endda hybrider af den menneskelige verden kombineret med noget andet fra dyreverdenen, eller måske endda fra andre verdener.

Måske med vores vækst i bevidsthed og balancering af det guddommelige feminine ender vi med at leve yderligere 1000 år i denne levetid – især hvis vi lærer, hvordan vi skader os selv gennem det, vi spiser, drikker, ryger, indånder, injicerer... Alt dette er lektioner om form, invitationer til at huske, at kroppen er et tempel, og templet kan skinne i århundreder, hvis vi taler til det med kærlighed.

Eller måske er det bare et vanvittigt spirituelt perspektiv på en ægte skizofren mystiker. Hvem ved det?

Hvad jeg ved er, at den ældgamle viden om Skabelsen er rodfæstet i hver af mestrene på denne Planetariske Skole, men også i eleverne i denne form. Hver enkelt, gennem de levede liv, minder om – gennem det, de skaber – dele af helheden, gennem tiden.

Og måske er det netop det, Skolen er: at huske, at vi er helheden, fragmenteret i en periode, kun for at finde os selv igen.

Selvets lektioner

Fra perspektivet af det, der er blevet sagt indtil videre fra begyndelsen af artiklen, er det tydeligt, at vores dilemmaer på dette tidspunkt af det Store År er skabt af os selv, og de lektioner, der åbnes i skabelsen, er på niveau med kollektiv.

Jeg siger ikke, at jeg er en eller anden helgen på dette tidspunkt af det Store År, hvor vi er trådt ind i det Store Års Dag. Men vi kan ikke vokse i bevidsthed, hvis det bevidsthedsniveau, vi kan forankre, stadig er fra fortiden – fordi vi ikke har Forening.

Teoretisk set kan vi kun gennem kollektivets Forening avancere til bevidsthedsniveauet for det planetariske program i den æra, vi er trådt ind i. Manglende forening blokerer for os begge – Ham og Hende – og holder os fast i fortidens lektioner.

Dermed forbliver ubalancen i skabelsen synlig, især på niveauet af det feminine kollektiv. Uden en reel forbindelse forbliver den feminine halvdel fastlåst i Nattens gamle mønstre, og vi ser kun på vores eget ekko i lyset, hvilket skaber en kontinuerlig forglemmelse af mødet med os selv.

Og dette afspejles i dag i skabelsen, i alle verdenshjørner, i enhver sjæl, der søger uden at vide, hvad den søger.

Energifeltet

Hvis vi nu forstår, hvad vi forklarede i begyndelsen af denne artikel om døden og tilstanden af ikke-form – som kommer med forståelser, der er alt for avancerede til at blive forstået i form – forstår vi, at selvets natur ikke er defineret af den form, vi oplever i, men af den unikke bevidsthed, der er løsrevet fra Helhed.

Og denne helhed er til gengæld en del af helheden af en anden helhed, og så videre, indtil vi kommer til at forstå alle Skabelsens Fædre – som udspiller deres betydning på et uendeligt niveau i udvidelsen af denne Universelle Bevidsthed, der lige er ved at vågne.

Gennem skabelsen har vi i dag forståelser fra tidligere æraer af det Store Års morgen, transponeret gennem eleverne fra den Østlige stamme – forståelser af yin og yang, meridianer, chakraer. Alle disse repræsenterer forskellige fragmenter af vores forståelse af, hvad denne selvenergi betyder, som vi alle er en del af. De er som knuste spejle af det samme lys, der hver især reflekterer en del af sandheden, men ingen af dem har hele billedet.

Disse mystiske forståelser af den østlige stamme præsenterer os faktisk hvert enkelt aspekt af vores selvs natur – af den energi, der er forbundet inden for et ekspanderende Skole-Univers, hvor vi, inden for vores Planetariske Skole, har en officiel status som Planetarisk Børnehave. Det er præcis her, ordsproget lyder: "Stor er din have, Herre!" – især når elever i begyndelsen af Epoke 1 ankommer i denne form, som har udviklet sig fra dyreverdenen og har nået det bevidsthedsniveau, der tillader dem at inkarnere i denne menneskelige form.

Her er hver enkelt født til denne følelse af evolution i materie, i et universelt miljø, hvor vi er en form, der har slægtninge i dette univers, i andre sektorer af denne Skole. Alt dette er en del af et veletableret program som form i materie – et program, som vi først nu begynder at skimte.

Energifeltet er denne usete bølge, der forbinder os alle – fra det mindste græsstrå til de fjerneste stjerner. Det er åndedrættet mellem form og ikke-form, mellem jeg og hun, mellem plus og minus, mellem lys og helligt mørke. Og når vi justerer os med dette felt, begynder vi at føle, at vi ikke bare er en dråbe i havet – men hele havet, selvbevidst, i én dråbe.

Måske vil vi med vores udvikling i bevidsthed på dagen for det store år, med vores fremskridt gennem denne time af Skoleuniverset, nå det niveau, hvor vi ser mønsteret, matematikarket, der repræsenterer det skabelsesgitter, vi oplever. Måske vil vi med denne udvikling i selvbevidsthed på det kollektive niveau – drevet af timen for det store år – komme til at forstå, hvordan vi påvirker virkeligheden med vores tanker. Måske vil vi være i stand til at forstå, hvordan vi ikke længere kan holde frygtsomme, krigerske, hadefulde tanker i vores energi. Og måske, på denne måde, vil vi helbrede denne verden – en dag, vidunderligt.

Redaktionelle noter:
Denne artikel er et levende dokument, der i øjeblikket er under udvikling. Selvom automatiseret oversættelse giver tilgængelighed, kan nuancerede begreber kræve konsultation af den oprindelige rumænske/dakiske versi